Tilbage til oversigt

Kirkebladet Efterår Vinter 2003/04

Odden sogn

Duggede æbler

ligger under træerne.

Grønne nødder

sidder fast i haserne,

og tomater modnes i mængder.

Sensommerens særegne sødme.

Menneskers og dyrs føde

er snart bragt i hus.

Evige Gud,

tak for fylde og rigelighed,

tak for forråd,

tak for høst.

(Esther Boch)

Der er glæde over høsten, når den er i hus.

Selv om høsten i vore dage - godt hjulpet af mægtige maskiner og avanceret teknik- er overstået, næsten før den kom i gang, fejrer vi dog stadig, at høsten kom i hus.

I de gode, gamle dage, ”fra før verden var af lave”, som nogle siger, holdtes der nogle gevaldige høstgilder, hvor man spiste og drak i flere dage.

Det var såmænd heller ikke så sjældent, at der blev slået på tæven ved disse gilder. Det kunne skyldes for rigelige mængder af alkohol, det kunne skyldes uenighed om forskellige ting eller det kunne skyldes en god sammenblanding af det hele.

Og næsten alle steder på landet i hvert fald, giver det stadig mening at tale om en høstgudstjeneste. Men mange steder, mest i byerne, har høstfesten fået et noget andet præg, idet høsten i byerne mere har noget at gøre med, at man har fået nogle gode afgrøder i urtehaven eller måske i kolonihaven. I byerne er der, af samme grund, sket det, at den traditionelle høstgudstjeneste er blevet erstattet af en takkegudstjeneste for afgrøderne i haven. Her opleves det derfor som en naturlig ting, at børnene, ved sådanne gudstjenester, bærer afgrøder som gulerødder, salat og andre grøntsager ind i kirken, medens der i byerne er langt mellem de ægte kornneg fra marken.

Men uanset om der er tale om landbosamfundets mere traditionelle høstgudstjeneste eller det er storbyens "grøntsags-gudstjeneste", så kan begge typer gudstjenester dog også tolkes som en takkegudstjeneste for livet i videre forstand. Og derfor synges der glade salmer ved høstgudstjenesterne og glade sange ved de mere verdslige høstfester eller høstgilder.

Der er altså generelt glæde over, at høsten er i hus. Men på samme tid rummer høsttiden også et element af vemod. For når høsten og dens fester er ovre, har det nemlig alt sammen endnu engang mindet os om, at det har været forår med såtid og spiringstid; at det har været sommer med dens stædige væksttid og modningstid.

Høsten er selvfølgelig højdepunktet, men det er samtid tegn på, at året hurtigt går på hæld. Vi skal altså om føje tid belave os på efterårets storme og derefter endnu engang vente på vinterens komme med dens kulde.

Årets gang er virkelig en tugtemester, der lærer os noget om livet og dets glæder. Men årets gang lærer os samtidig noget om livets alvor. For hvad er årets gang med såtid, spiringstid, væksttid, modning og høst andet end en mindelse om, at vi fødes for at dø? Hvis vi udelukkende betragter de nøgne fakta!

Ved høsttide kan man vælge at betragte den indhøstede afgrøde fra marken som den største selvfølgelighed eller man kan vælge at betragte den som livets under og som en Guds gave. Den med, at høsten og dens frugter er noget selvfølgeligt, ligger vel lige for som en naturlig forklaring.

Men hvis man kun når til, at livet er et naturligt krav, vi har, så bliver livet i samme øjeblik et fattigt liv. En kollega har udtrykt således: »I kristendommen har vi ikke ret til et liv - vi har derimod lov til at leve.«

Kirketider

[1] kirkekaffe

[2] De ni læsninger-Odherreds sangkor

[3] kirkespil

på det naturskønne Sjællands Odde